Puha, jeg er nok verdens dårligste blogger!
... Men altså, som jeg har sagt så mange gange før - jeg arbejder og arbejder. Der er ikke meget at fortælle for det er meget ensformigt, men det gør ikke noget, bare jeg er sammen med børnene. Kunne sikkert skrive romaner hver dag om hvor søde, dejlige og smukke de er, og det bliver nok ret ensformigt for jer længden. :)
MEN - nyt nyt nyt.. Ja, alt går jo som det skal på skolen. Børnene bliver mere og mere glade for mig for hver dag og omvendt. Bliver modtaget med kys, kram og blomster hver morgen. Det gør bare hver eneste dag god.
Som lovet får I her nogle billeder af den nye pige Luciana som jeg skrev om i sidste indlæg.
Hun er så dejlig og så smuk. Hun er blevet specielt knyttet til mig, og hun følger mig overalt som en anden lille hundehvalp. Hehe. Hele tiden skal jeg krammes, kysses, løfte hende og holde i hånd. Der er bare ingen af de andre lærere der kan bruges. :) Optur for mig, for jeg elsker hende. Hendes grin er det bedste i hele verden!
Ydermere fik vi tre nye beboere skolen, som dog kun boede der for en kort tid.
En lille duefamilie med mor og to grimme unger. Kan slet ikke beskrive hvor grimme de var. Grunden til de kun boede der for en stund var, at (smart som moderen åbenbart var - fugle = bitte små hjerner!!) reden var bygget på meget, meget lidt plads, så begge unger faldt ud af reden. En morgen da jeg kom, kom Sebastián tonsende over og sagde at der var et dyr i klassen. Tænkte bare det sikkert var et af de enorme, klamme insekter, så gad ikke gå derover og kigge, men han blev ved og ved og ved, og da jeg kom derover var det en af fugleungerne der lå under legetøjskommoden. Den anden fandt vi ovre ved en skraldespand. Maria (min kollega) og jeg måtte så tage de grimme dueunger i hænderne og aflevere dem til portvagten, der sikkert har placeret dem i et træ.
En dag kom børnene også rendende, fordi de havde fundet noget spændende. Det var så den her klammert I ser nedenfor..
Det er en bull-frog, dvs. en gigantisk tudse (og jeg mener virkelig gigantisk!), og de "pletter" man kan se på den er blot en lille del af de mange gigantiske tæger, der sad på den. Får kvalme når jeg tænker på det.. Føj!
Vi har i dag også opdaget en kattekilling og dens mor som bor i nogle cement-afløbsrør under skolen. Killingen kiggede lige op fra røret i dag, men blev hurtigt skræmt væk af alle børnene, der vinkende kom løbende hen for at se den søde lille skabning. Nogle af pigerne sad trofast ved røret hvert frikvarter i håb om at den ville komme tilbage. Haha.
Når jeg kommer hjem fra skolen er jeg helt færdig. Det er alligevel hårdt at være lærer, men så er det jo genialt at der 50 m fra hvor jeg bor ligger en lillebitte salon hvor de har de bedste tilbud og hvor de er rigtig dygtige! Det var den salon jeg fik ordnet hår i også, som jeg tidligere har skrevet.
Torsdags tilbud: Mani + pedicure, total luksusbehandling - 10.000 pesos = ca. 30 DKK.
DET ER SÅ LÆKKERT!! Man får helt lyst til at betale lidt ekstra for SÅ god behandling og SÅ godt resultat. Fik det lavet i sidst uge og det holder stadig, plus at mine hænder og fødder er lækre og bløde som aldrig før. :)
Tror nok jeg får mig en ny torsdags-tradition! Bemærk ny leopard clutch fra Zara.
Nu vi taler om Zara. Jeg var oppe for at bytte et par bukser i torsdags, fordi der var en fejl på dem, og jeg er altså ganske populær i Zara! Jeg har min egen ekspedient. En sød ung mand, med en fremragende tøjsmag, som oven i købet kan snakke lidt engelsk. Har efterhånden købt en del deroppe og han er helt tosset med mig, så nu får jeg også rabat. Længe leve den colombianske Zara!
Det skal lige siges, at jeg har haft en FANTASTISK weekend!
Min søde kollega Isabel inviterede mig med hende og hendes familie på weekend på deres finca (farm). Det var noget helt andet end Manuels finca som jeg har været på tidligere. Isabel og jeg blev, sammen med hendes smukke datter Helena, hentet fra skolen af hendes mand Miguel. På vejen til fincaen passerede vi en stor skov, hvor Miguel fortalte mig at der dybt, dybt inde i skoven ligger kokain-laboratorier, og kørte op ad et stort bjerg, gennem en masse små, smukke bjergbyer, forbi store kaffeplantager og til sidst ankom vi til fincaen, som lå næsten på toppen af bjerget.
Se bare udsigten. Hvem ville ikke gerne ha' sådan en udsigt fra deres baghave? Det var som at stå og kigge på et kæmpe maleri. Jeg gik tit ud der bare for at kigge på det hele. Det var så smukt. Glemmer aldrig den udsigt. Man kunne se ud til et af de største bjerge, og mellem skyerne kunne man skimte sneen på toppen. Ydermere kunne man se to vulkaner, en aktiv og en ikke-aktiv og en af de smukke store floder. Isabels søde onkel Guillermo fortalte mig om det hele.
Huset (på billedet) var virkelig smukt. Indeni var det mindst lige så smukt og der gik en slags balkon hele vejen rundt. Det kan ikke sammenlignes med noget i Danmark. Huset, hvor Isabels mor Cecilia bor, stod midt på den store grund. Faren er død og hans aske står i et smukt lavet kammer ude i haven så han kan "kigge" på den smukke udsigt fra det sted som han holdt så meget af. Det var meget specielt. Isabel fortalte at de alle skal have stillet deres aske derind når de dør. Lige når man kom ind af indkørslen var der et til hus, som var sat sammen af tre "lejligheder". Den ene tilhørte Isabel, hendes mand Miguel og datteren Helena, som jeg underviser på skolen i en af de andre klasser, den anden tilhørte Isabels søster Lisa, hendes mand og hendes to børn og den tredje tilhørte Isabels onkel Ruben. På billedet ligger deres to søde hunde på trappen op til Lisas lejlighed.
Bilerne parkerede vi som vi ville på det stor areal. Det var så eksotisk med palmer, blomster, frugttræer, kaffeplanter, masser af ørne, der kredsede rundt over hovederne på os, eksotiske fugle, smukke sommerfugle, mindre behagelige insekter og ja, udsigten!
Jeg elskede dyrene på fincaen. Som de fleste nok kan regne ud blev jeg hurtigt bedste venner med den lille cockerspaniel-blanding Maya på billedet. Awww, hvor var hun sød! Så glad, legesyg og kærlig. Hun havde ingen hale, så det så sjovt ud når hun logrede. Schæfer-blanding som I så på billeder, hvor hundene ligger på trappen, havde været ude for en ulykke og havde skadet bagbenene. Hun gik fint på forbenene, men vraltede rundt og væltede med bagbenene. Det var så synd, men det så ikke ud til at genere den, og det gjorde ikke ondt på det.
Helena har en gammel hest, som I ser på billedet ovenfor, hvor Miguel får den til at smile. Haha. Den var meget, meget tynd, selvom den havde det godt og fik masser af mad, og den kunne ikke holde til at blive redet på af andre end Helena.
Det hele var så hyggeligt! Hønsene vandrede frit rundt og noget af det bedste var at vågne op til at hanen galede om morgenen. Det mindede mig helt om da jeg var lille og tog med Bedste (min mormor) på sommerferie hos min moster Lis og min onkel Ole på landet i Jystrup hjemme i Danmark. Det gjorde mig tryg og rigtig glad. Dejlige minder.
Jeg elsker også at man bare kan plukke frugten fra træerne. En af de andre onkler, Hermann, plukkede bananer og Guillermos kone plukkede disse frugter til mig. Kan ikke huske navnet, men de var meget sure (lige som jeg elsker det), fyldt med c-vitamin og smagte sødt inde i midten. De skulle spises med skræl og det hele og det var så lækkert!
Der var rigtig mulighed for at gå ture. Området var enormt! Vi gik først over og hilste på en af naboerne, en gammel, meget fattig dame, som var rigtig sød. På billede 1 er Miguel (Isabels mand), den gamle dame og Guillermos kone, som jeg ikke kan huske hvad hedder. På billeder 2 er Juan Guillermo (Guillermos søn), Isabel med ryggen til og Helena, der leger med en vandmelon. På billede 3 er den gamle dames søde kat. Isabels mor Cecilia har hjulpet den gamle dame med at bygge huset af træ og cement. Der var kun 4 små rum. Et usselt køkken, et soveværelse med 2 små senge, et ekstra soveværelse/stue/opholdsrum og et udendørs-køkken med et lousy tag, hvor der blev lavet arepas da vi kom. Dem fik vi selvfølgelig nogle af med hjem. De var rigtig lækre! Det skar mig lidt i hjertet at se sådan en gammel, sød dame, der var syg, bo sådan. Fattigdommen stopper aldrig med at chokere mig. Jeg bliver aldrig vant til den. Det piner mig at stå ansigt til ansigt med virkeligheden og vide, at det ikke bare er noget man hører i fjernsynet derhjemme.
På et andet tidspunkt kom Cecilia, Guillermo og hans kone hen og spurgte mig om jeg ville med på en gåtur i junglen. Det ville jeg hellere end gerne! Så vi gik ud på Helenas hest's kæææmpe mark, igennem en lille sti og så gik det eller bare ned af bjerget. Guillermo havde en manchete med så vi kunne skære os gennem stiens, nogen steder, tætte budskads. Det var mega fedt! Der var et hav af farvestrålende sommerfugle, insekter og vi så også et eller andet freaky dyr, som var en slags blanding af en kæmperotte/dværgantilope/kæmpeegern uden hale. Guillermo fortalte at kødet var rigtig lækkert at spise. Håber lidt at jeg kan prøve at smage det et eller andet sted.
Udsigten på vejen ned var vildt smuk. Man kunne se ud over alle kaffeplantagerne og skoven med bjergene som baggrund. På vejen ned var der også en masse farvestrålende blomster og vi passerede adskillige små vandfald. Jeg elsker naturen her!
Efter vi havde gået laaaaangt ned af bjerget kom vi til et smukt lille vandfald/kilde. På billedet ovenfor ser i La Hidrobomba, som er Isabels onkel Rubens opfindelse, som han har fået stor credit for og tjent penge på. Det er et system som via nogle rør og denne lille "vandmølle" som I ser på billedet, transporterer vand hele vejen op ad det stejle bjerg til beboerne. Det er rimelig fantastisk. Ruben var meget stolt af den, og kan jeg godt forstå!
Mens vi stod og kiggede på La Hidrobomba sneg denne forfærdelige skabning (en edderkop!!) ind på Helena og var ved at angribe hende. Vi blev godt nok bange! Især fordi den var meget giftig. Føøøøj! :(
På vejen tilbage op ad bjerget stødte vi på Helenas hest som har hele området fra marken og ned til La Hidrobomba at gå på. Mega hyggeligt. Turen op dræbte mig godt nok lidt, for bjerget var altså ret stejl og der var ret langt, så var helt smadret da vi endelig nåede op igen og var de andre også. I stedet for at gå op ad den lille stig og op på marken gik vi igennem naboens baghave i stedet for.
.. og det skal siges at naboen bare havde alt! Som I ser på billederne var de i gang med at så endnu flere kaffeplanter for at udvide plantagen, de havde ananasplanter, appelsintræer, papayatræer, bananpalmer og bedst af alt ...
.. DE HAVDE TO ADVOCADO-TRÆER!!
Hvorfor kan man ikke så dem i DK? Jeg vil ha' et! Det er alt for lækkert!
Både fredag og lørdag aften, når mørket faldt på, var udsigten stadig utroligt smuk. Du kunne se alle lysene fra byerne. Her på billeder kan I i midten se Pereira. Kan ikke huske hvad den anden by til venstre hed, men man kunne også se til bl.a. Cartago, Manizales og Armenia. SÅ smukt! Begge aftener tordnede det også og de smukkeste kæmpe lyn slog ned over alt. Stod og kiggede på det i lang, lang tid. Det var så smukt, at man skulle tro det ikke var virkeligt.
Den første aften fik vi let aftensmad - arepas med tilbehør. Rigtig lækkert! Vi var mange - Isabel, Helena, Miguel, Cecilia, Hermann, Guillermo, hans kone, deres søn Juan Guillermo, Ruben og jeg. Jeg elsker dem allesammen. Jeg følte mig så hjemme! De er fantastiske mennesker. Så åbne, kærlige og gæstfrie. De er nogle af de bedste mennesker jeg nogensinde har mødt i hele mit liv. Det er svært at beskrive. Intet var akavet. Alt var hyggeligt og kunne virkelig slappe af i deres selskab. Det var som om jeg var en del af familien og at vi altid havde kendt hinanden. Selvom kun Isabel og Miguel snakkede engelsk gik alt bare fint med at kommunikere med de andre. Vi forstod hinanden og kunne snakke om alt. Efter aftensmaden sad vi og snakkede. Da det blev sent gik Isabel og Helena over til lejligheden og gik i seng. Helena er jo ikke så gammel. Vi andre gik ned i Rubens lejlighed, hvor Cecilia og Guillermos kone smed gamle plader på grammofonen og vi hørte en masse forskelligt gammelt colombiansk musik. Det var så hyggeligt! Vi drak øl (og ja, det er helt seriøst - men drak kun én!), lyttede til musikken, snakkede om alt mellem himmel og jord og bare nød hinandens selskab. Herman og jeg spillede noget der mindede om Ludo. Totalt sjovt! Han er en rar, ældre, tyk mand, med en skøn personlighed og et smittende grin! Man kan ikke andet end at blive i godt humør af den mand!
På billedet ser I Helena, Isabel og jeg. Jeg er så taknemmelig for at havde mødt dem og for alt det de har gjort for mig. Hvis ikke I allerede ved det, så har Isabel hjulpet mig med at finde min mor, med at poste efterlysninger i radioen, osv. Hun hjælper mig med alt! Det er hendes skyld at vi nu har min biologiske mors formentlige adresse. Hun har virkelig gjort meget for mig på så kort tid. Hun er en engel!
Guillermo, hans kone og sønnen Juan Guillermo bor i Bogotá og Isabel indviede med det samme dem alle i det hele mht. til at finde min biologiske mor. De ville så gerne hjælpe. Guillermo gav mig hans adresse i Bogotá og telefon nummer og sagde at jeg skulle kontakte ham så snart jeg kom til Bogotá. Han har endda tilbudt at min mor, Per og Christopher og jeg kan bo hos dem når vi rejser dertil. De sagde at de helt følte at det nu var deres ansvar at finde min mor sammen med mig og tage sig af alt. De undersøger videre i Bogotá, poster noget i fjernsynet der og undersøger om hun har en mobil via. en ven de har i Colombias største telefonselskab. Jeg tror aldrig jeg kan takke de mennesker nok. Jeg tilbragte kun én weekend med dem, og de har taget i mod mig på en måde jeg slet ikke kan beskrive. Deres gæstfrihed, deres hjælp, ja, ALT betyder så meget for mig og har rørt mig rigtig meget. Tror jeg kunne skrive en hel roman om hvor taknemmelig jeg er. Jeg ønsker alt det bedste i hele verden til hele familien Vélez Trujillo <3
Nu til et helt andet emne - Cecilia (Isabels mor) er en fantastisk kok! Og hun lavede mad hele tiden. Hun spurgte om jeg havde smagt forskellige ting og hvis jeg sagde nej lavede hun det til mig med det samme. På billedet ovenfor ser I noget der hedder arroz con leche (ris med mælk). Sukker, normale ris, mælk og smør koges sammen og bliver til dette. Inden det blev serveret blev det blandet med noget revet kokosnød - LÆKKERT! Kunne spise det i evigheder! Det smagte præcis som rigtig god risengrød uden kanel. Fortalte dem om at vi spiser risengrød til jul i Danmark og om risalamande, flæskesteg og resten af vores juletraditioner. De nød at høre om det og syntes det lød rigtig dejligt! Jeg har også lært at lave en speciel slags kartoffel/kyllinge/majs-suppe som er en hyppig spise i Bogotá. Kommer jeg nok til at leve af når jeg kommer hjem til DK. Hehe. Maden er bare så lækker, men det har jeg jo allerede fortalt tusind gange.
Om søndagen da vi skulle hjem begyndte skyerne at ligge lavt - ja, tågen på billedet er skyer! Ville ønske jeg kunne have blevet på fincaen med de dejlige mennesker resten af min tur. Længes derover igen hele tiden. Jeg er så glad for at Isabel tog mig med og gav mig muligheden for at opleve så smuk natur og lære Colombias bedste mennesker at kende.
Det tog ca. en time at køre hjem og på vejen ned af bjerget stod trafikken stille et øjeblik, da denne flok køer blev drevet op ad vejen af en dreng, som jeg vil skyde på at var ca. 10-11 år, på en hest (I kan se lidt af ham i baggrunden). Jeg elsker livet oppe i bjergene, selvom det er meget fattigt mange steder. Elsker at køre igennem de små byer, se landbruget, dyrene og menneskerne der rider rundt på deres heste, osv. Hvis man vil transporteres fra sted til sted deroppe, så tar' man ikke en bus eller sådan noget lignende. Man tager enten sin hest, evt. sin bil ellers hopper man på en af de mange Jeeps, som er den offentlige transport deroppe. Nogle af de Jeeps, der passerede os havde måske 50 mennesker i bilen, på taget, på ladet og hvor det ellers lige kunne lade sig gøre at sidde. Helt utroligt!
Alt i alt har jeg haft en FANTASTISK weekend!
Nu vil jeg gå i seng. Klokken er rigtig mange og skal på arbejde imorgen. Må nyde resten af tiden jeg har med ungerne så meget som overhovedet muligt, for næste uge er desværre min sidste uge på arbejdet. Det blir' godt nok svært for mig at sige farvel. Vil savne dem helt uendeligt. Christopher kommer på fredag og min dejlige mor har givet ham en masse danske lækkerier med - blandt andet rugbrød!!! Jeg glæder mig som et lille barn altså. Haha. Hvem havde troet man kunne savne noget så almindeligt som rugbrød Så meget? Og og og og, så blir' jeg jo hele 19 år på søndag. Blir' spændende at se hvordan min dag skal fejres i Colombia. Jeg har en kollega, der har fødselsdag på mandag, så måske blir' det til lidt sjov på lørdag, who knows? Tænk, næste år bliver jeg 20, dvs. så er jeg halvt 40.. Jeg vil ikke være gammel. :(
Jeg savner jer allesammen helt vildt. Jeg har skrevet dette indlæg over flere dage, fordi jeg ikke har haft så meget tid pga. arbejde og fordi jeg er doven og smadret når jeg kommer hjem, og i dag er det d. 15. september. Det betyder COUNTDOWN - 1 MÅNED OG SÅ ER JEG HJEMME! <3 Det kommer til at gå stærkt tror jeg. Jeg glæder mig til at se alle jeres smukke ansigter igen.
JEG ELSKER JER!!!
Godnat!
BESOS xxx
