Bogotá

Efter godt 4 dage er jeg nu tilbage på mit værelse i Pereira.

Og ja.. Turen til Bogotá var en rimelig blandet oplevelse.
Vi skulle rigtigt have blevet der til mandag (dvs. imorgen), men Monica og José Luis var trætte og havde hovedpine, jeg er ved at blive rigtig mærkeligt syg og Valeria var heller ikke helt på toppen, så vi valgte at køre hjem i dag. Inden vi tog afsted i torsdags havde Monica siddet og fortalt Valeria og jeg alt det vi skulle se, men vi nåede kun 2 af de nok 50 ting vi skulle ha' nået, så Valeria og jeg var ret skuffede.

Anyways - Valeria og jeg stod klar til at køre kl 6-7 om morgenen torsdag uvidende om at der ventede os en 7 timers lang køretur! Vi hader begge at køre lang tid i bil. Dødtrætte slugte vi vores morgenmad, satte os ind i bilen og faldt begge omgående i søvn. Heldigvis sov vi i laaaang tid indtil Monica åbnede dørene og vi skulle spise frokost. Det var et hyggeligt lille sted halvvejs oppe af det bjerg vi skulle køre over for at nå Bogotá. Maden de serverede der var meget tradicionelt og stedet var pyntet med traditionelle colombianske ting og små træplader hvorpå der stod skrevet de mærkeligste facts om Colombia, befolkningen, osv. Der var en utrolig smuk udsigt og det vrimlede med små fugle i alverdens farver, som spiste det mad personalet havde stillet ud til dem.



Som I kan se på sidste billede ovenfor kunne man lige plukke en banan på vejen ud og tage med i bilen. Seriøst, der er bananer overalt herovre!! Begynder så småt at kunne forstå hvorfor mine venner og veninder i DK kalder colombianere (eller bare mig) for bananplukkere. Haha.

Vi faldt i søvn igen da vi kom ind i bilen og vågnede nogle timer før vores destination. Turen føltes som en evighed og det blev koldere og koldere nu tættere vi kom på Bogotá, som bød os velkommen med kulde, blæst og silende regn! I Bogotá er trafikken værre end i Pereira. Det er virkelig sindssygt. Valeria og jeg sad klinet til sæderne af frygt for at vi sikkert ville køre galt. På grund af den voldsomme trafik, der forekommer om eftermiddagen gjorde vi holdt ved en turistattraktion Plaza del minero - en saltmine, som rummede smukke kapeller. José Luis havde kørt hele vejen fra Pereira, så han var så træt, at han lagde sig til at sove i bilen mens vi andre gik ind i minen ledsaget af en sød engelsktalende guide, der hed Miguel, som fortalte med en sådan entusiasme, at det var svært at holde masken.




Det var måske lige en tand for kulturelt at være i saltminen, men flot var det, ingen tvivl om det. Minen var udsmykket med et stort antal kapeller, kors, statuer i forskellige materialer, marmor, bassiner med saltvand, der lignede spejle, lys, osv. Det var vildt at se hvordan saltet piblede frem som hvidt, hårdt, skinnende skum på væggene. Miguel gav Valeria og jeg saltkrystaller og en anden slags sten som vi kunne tage med hjem. De er rigtig fine. Købte også en halskæde med en stor udskåret saltsten/krystal (??) - det er virkelig et nice og specielt statementsmykke.

Da vi kom ud igen var det blevet mørkt og endnu mere koldt. Vi kæmpede os videre gennem trafikken og nåede til sidst tempelpladsen hvor vi skulle bo.



Vi blev indlogeret i tempelpræsidenten og hans kones lejlighed, og nej, jeg vil ikke engang kalde det en lejlighed for det var nærmere en suite! Som om vi ikke har det luksuriøst nok i forvejen.. Selvfølgelig fik vi eget badeværelse, osv. og tjenestepigen Rosita opvartede os som var vi kongelige. Tempelpræsidenten Jorge og hans kone Carlotica er nok nogle af de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt. Konstant fik jeg kram, kys og klap på hovedet, som var jeg en lille pige, og konstant skulle jeg vide hvor smuk jeg var, hvor højt de elskede mig, osv. De skulle selvfølgelig vide en masse om Danmark og min familie. Forresten, Marisol, hvis du læser det her, så skal jeg hilse dig og din familie tusind gange fra dem!
Efter dejlig aftensmad, et bad og lidt hyggesnak gik vi alle i seng ved en 23-tiden, for vi skulle tideligt op!

Næste morgen blev vi vækket kl 7. Fik et hurtigt bad og noget morgenmad. Morgenmad var scrambled eggs, arepa (navnet på det flade brød - endelig huskede jeg det!) og en slags choko-kaffe-drik. Jeg drak det ikke. Carlotica spurgte hvorfor jeg dog ikke havde drukket det, og da jeg sagde jeg ikke kunne lide det, fik hun helt dårlig samvittighed over at have serveret noget jeg ikke brød mig om, så hun satte straks Rosita til at lave friskpresset appelsinjuice til mig, hvilket jeg også fik de andre morgener. Spørg mig lige om jeg er forkælet!

José Luis skulle i templet, så Monica, Valeria og jeg fik (selvfølgelig) en chauffør, som skulle køre os rundt. Vi skulle køre Valeria over til hendes skolekammerat/kusine fra Florida, som var på ferie hos sin bedstemor, ikke så langt fra templet. De skulle tilbringe dagen og natten sammen. Da vi havde sat hende af begav vi os på vej til turens, for mit vedkommende, højdepunkt nemlig Fana (det børnehjem jeg blev adopteret fra), som lå lidt udenfor Bogotá. Da vi holdt ude foran porten til stedet var der en vagt, som selvfølgelig ikke ville lukke os ind fordi vi ikke havde en aftale med nogen derinde, og nøøj, hvor blev jeg sur.. Efter Monica i lang tid havde prøvet at få ham overtalt og fortalt min situation begyndte jeg at skælde ud på en blanding af engelsk, spansk og dansk, for jeg er seriøst ikke taget hele vejen fra Danmark for ikke at blive lukket ind når hende fra børnehjemmet jeg havde snakket med i telefonen havde sagt at vi bare kunne dukke op. Jeg tror jeg fik gjort min pointe rimelig klar og fik nok også skræmt ham lidt (men altså, sydamerikanere har bare et stort temperament!), for han lukkede os hvertfald ind med det samme jeg var færdig med at skælde ud. Jeg elskede stedet fra starten af.
Flor Angela, den sød ældre kvinde som jeg havde snakket i telefon med og som vi skulle mødes med, var ikke mødt endnu og ville først møde mellem kl. 9 og halv 10. Klokken var kun 8.30 da vi var der, så vi satte os pænt og ventede. En ung, sød pige kom og spurgte om vi ville have en rundvisning og selvfølgelig ville vi det.

For første gang følte jeg andet end savn til jer derhjemme. For hvert eneste rum vi gik ind i, hver eneste sætning vores "guide" sagde og for hvert eneste barn jeg hilste på blev jeg mere og mere glad. Det var et ret følelsesladet besøg og seriøst, jeg ved godt, at alle børn er smukke, søde og dejlige, men intet kan hamle op med colombianske unger. De er simpelthen alt for søde! Kan slet ikke klare at se noget så nuttet. Ville tage dem allesammen med hjem! Tænk at børn kan være så glade, så opdragne og så kærlige på samme tid! Da vi blev vist rundt fik vi lov at hilse på og sidde med de helt små babyer og så snart vi kom over til de lidt ældre børn blev vi mødt af store smil og fik store kram. Ingen var generte. De var bare fulde af kærlighed til hele verden og det var virkelig et højdepunkt at vi kom på besøg.




Det er utroligt hvad Fana gør for de børn. Ikke blot lader de kvinder få et hjem mens de er gravide, sørger for de får ordentlig pleje under graviditeten og sørger for at de føder ordentligt - de har også for nyligt startet en slags dagpleje for alle børnene rundt i kvarteret (det er et meget fattigt kvarter!), hvor de kan få lov til at lege med børnene fra børnehjemmet, få mad og være i sikkerhed hver dag fra kl. 8-16, selvfølgelig uden at forældrene skal betale noget. De har fundet hjem til over 40.000 børn i den tid Fana har eksisteret. Jeg syntes det er så fantastisk! Noget af det bedste ved besøget var, da vi kom over i en bygning hvor der var en masse forskellige rum med forskellige navne. I hvert rum kunne børnene i grupper lave aktiviteter som dans, tegning, osv. Der var også et fortællings-rum, hvor børnene kunne få en middagslur mens de fik læst forskellige historier. Da vi blev vist rundt derinde var der nogle hold med handicappede børn og det er virkelig vildt så godt som personalet tager sig af dem. En lille dreng med down-syndrom, som befandt sig i danserummet kom over til døren, kiggede på os, krammede mig, vinkede og sendte mig fingerkys. Jeg kunne have begyndt at tude! Han var så sød og så glad, som om alt i verden bare var godt. Ydermere faldt jeg pladask for denne lille, dansende skønhed;



Hun hed Mona og stjal mit hjerte ved første øjekast. Jeg var klar til udfylde adoptionspapirerne med det samme! Det eneste hun ville var at danse hele tiden og høre musikken. Hun smilede, grinede, vinkede og ville have mig til at danse med hende. Det er så vildt så fantastiske de børn er.

Efter at have sagt farvel til de dejlige små skabninger blev jeg vist ind på Flor Angelas kontor. Hun er en rar dame og hun var så glad for at et af deres tidligere børn 18 år efter vendte tilbage. Hun blev ved med at give udtryk for hvor godt det var. Hun kaldte mig ved mit colombianske navn. Det var mærkeligt at høre nogle kalde mig det. Jeg er jo vandt til at hedde Amalie eller Malli, men jeg elskede at hun kaldte mig Lorena. Hun snakkede vildt meget og endelig gav hun mig en stak papirer, de papirer jeg har ventet på.

Min biologiske mor hedder Sandra Patricia Vargas Infante og fødte mig (Lorena Vargas) d. 18. september 1992 kl 1:30 om natten på hospitalet San Ignacio i Bogotá. Grunden til hun valgte at bortadoptere mig var, at hun ønskede at jeg kunne få et godt liv og få alt det hun ikke selv var i stand til at give mig. Hun kunne på det tidspunkt ikke tage vare på 2 små børn (dvs. jeg har en storebror eller en storesøster), da hun ingen støtte fik fra hverken sin familie eller min far (som jeg der ikke findes nogle oplysninger om). Hun var dengang 23 år. Hun er født d. 21. december 1968, er 152 cm høj (forklarer nok min højde), har samme hudfarve som mig og har en skrift, der minder lidt om min egen. Jeg har fået en kopi af hendes identitetskort (sådan et får alle når de fylder 18 i Colombia) og der er et billede på fra da hun var 18 år. Desværre kan man intet se andet end et omrids af hendes hår, ansigt og øjne og jeg fik ikke andre billeder af se derovre. Det var jeg lidt ærget over, men til gengæld er jeg lykkelig over at vi nu kan gå i gang med at lede efter hende. Vi skal prøve at finde hende via. TV og radio og tempelpræsidentens søde datter har en veninde som også kan hjælpe os. Det er hun i gang med at få ordnet. Det er spændende, men det er vist stadig ikke helt gået op for mig.

Efter besøget på Fana kørte vi hjem og Monica tog med de andre i templet, så jeg passede mig selv i 2 timer, hvor jeg fik læst min bog fra Bedste færdig og sovet lidt. Carlotica vækkede mig og jeg spiste frokost med dem. Deres datter,, som jeg tidligere nævnte, var kommet på besøg og spiste med os. Hun var så sød og hun elskede mig med det samme. Hun var der desværre ikke særlig lang tid, men hun lovede at hjælpe mig med at finde min mor og gav mig nok ca. omkring 100 farvelkys. Derefter tog de andre igen i templet og jeg var endnu engang overladt til mig selv. Jeg begyndte på at læse en ny bog, som jeg har fået af min mor, fik et langt dejlig varmt karbad og ellers stod den bare på The Kardashians (mit nye yndlingsshow), Chelsea Lately, After Lately, Dawson's Creek, Sex & the City, Million Dollar Baby, Project Runway, Top 25 blonds og Girls of the Playboy Mansion i fjernsynet. Da de andre kom hjem bestilte vi pizza og drak Colombiana og derefter fortsatte jeg med mine latterlige serier til kl lort om natten. Har stadig problemer med at sove.

Næste dag stod vi igen tidligt op og hentede Valeria og hendes veninde/kusine/whatever. Kusinen var rigtig sød, men okay, ond som jeg er havde jeg så svært ved at tage hende seriøst, for aldrig i mit liv havde jeg troet at et menneske kunne have et så vildt stort underbid. Underbiddet var ledsaget af en bøjle og hun svært overvægtig for at sige det pænt. Men okay, jeg fik et godt grin og de var sjove at være sammen med. De er begge 15 år og jeg nød virkelig at høre på deres teenagesnak om hvor meget de elsker Justin Bieber, hvor vildt det bliver når de starter på highschool og se på hvordan de gjorde grin med alle de taberagtige personer på deres skole. De to kunne lave en ny "Not another teen movie". Vi skulle køre op og se en kirke på toppen af et bjerg, men da vejret var for dårligt og for koldt droppede Monica og José Luis det da vi næsten var der, så vi kørte rundt forgæves i 4 timer. Heldigvis fik vi god frokost. Vi fik kæmpeburritos med alt muligt lækkert i. Desværre kan jeg stadig ikke rigtig spise noget. Har ikke lyst til mad. Jeg kan ikke engang føle sult mere. Valeria, hendes veninde og jeg snakkede om at lave en sleepover, men Monica sagde selvfølgelig at det kunne der ikke være tale om for vi skulle køre hjem kl 5 næste morgen. Da vi kom tilbage til tempelpræsidenten og hans kone slog Valeria og jeg tiden ihjel ved at rende rundt og udforske området, blive gode venner med portvagten, rende rundt besøgscenteret og til sidst blev vi så gennemblødte at regnen at vi gik hjem. De andre bestilte aftensmad til os alle fra Kokoriko's (den fastfoodrestaurant som jeg elsker og har nævnt i tidligere indlæg) og vi holdte os oppe med læsning og fjernsyn til ret sent, så vi kunne være trætte og sove i bilen dagen efter.

Turen hjem tog uendeligt lang tid. Søndagstrafikken var helt latterlig både på vej op og på ved ned af bjerget. Vi stoppede på vej op og fik noget morgenmad. Fik en ny lille ven; den smukkeste kat jeg nogensinde har set. Bestilte kun lidt scrambled eggs (kan bare ikke spise noget) og noget friskpresset appelsinjuice. Vi fik hurtigt spist og vi kørte videre. Oppe på toppen af bjerget gik trafikken helt i stå fordi vi kørte midt i skyerne, så der var tåget over alt og jeg kunne bare ikke sove, hvilket irriterede mig grænseløst! Efter mere end 7 timer var vi næsten hjemme og stoppede ved en restaurant for at få frokost. Endnu engang spiste jeg kun nogle få skefulde suppe. Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede, for bagved restauranten havde de alverdens dyr! Heste, æsler, blandinger af heste og æsler, alle mulige slags høns, kaniner (og kaninbabyer!! Aww), køer, gede, får, you name it.. Kunne altså ikke lade vær' at tage et billede af denne;



Nu ligger jeg igen i min seng. Klokken er 02:10 om natten, så vil hoppe i seng. Jeg er ved at blive rigtig syg tror jeg. Spiser ikke, har ondt overalt og sover ikke. Jeg savner jer alle så meget. Er nået til et punkt hvor jeg er helt tom indeni og jeg kan ikke føle andet end savn. Uanset hvor gode mennesker er ved mig føler jeg mig alene, utryg og ja.. tom. Jeg har ikke noget humør mere. Aner ikke om jeg er glad eller ked af det. Det eneste jeg ved er bare, at jeg savner alt derhjemme. Virkelig alt! Jeg elsker jer!

Godnat!
BESOS xxx

Shopping!

En god dag, udelukkende fordi jeg har shoppet!

I går skrev jeg ikke, fordi jeg ikke lavede noget andet end at ligge på værelset, tegne og spise med de andre. I går aftes aftalte Monica og jeg at vi i dag skulle købe nogle jeans til mig, da jeg kun må ha' lange bukser på der hvor jeg skal arbejde, og jeg selvfølgelig kun har taget 1 par jeans med hjemmefra. Haha.

Jeg stod tidligt op og gjorde mig klar. Vores tjenestepige Maria lavede morgenmad til mig og kl 10 kørte Monica og jeg i centeret. Selvfølgelig aflagde vi Zara et visit først, hvorefter Monica viste mig nogle nice highstreet-butikker. Det er fedt at være i de butikker vi ikke har derhjemme!

Som de fleste nok ved så kan jeg ikke "nøjes" med kun ét par jeans når først jeg kommer igang..
"Sørgeligt", men sandt! Så dette blev resultatet af vores lille shopping-tur.



Sorryyyyyy - jeg kan ikke gøre for det!
En ting kan jeg dog sige - det hjalp gevaldigt på humøret!

Forresten, så kom der lige en tanke til mig i dag, som morede mig lidt:
Kære familie! Hvorfor har I sendt mig til et sted, for blandt andet at opleve realiteten af hvor forfærdeligt mennesker i fattige lande har det og for at få mig til at blive mere voksen og selvstændig, når jeg her lever i overklassen og har fået tildelt en chauffør, som skal hente mig og kører mig på arbejde hver dag og køre mig til døren igen når dagen er ovre, og en tjenestepige som vasker mit tøj, gør helt rent hver dag, rydder op på mit værelse, laver dagens 3 måltider til mig, handler ind, osv.?
Aner ikke hvordan jeg skal klare mig uden hende når jeg kommer hjem! Haha.

Det er rart. Lidt ekstra luksus skader aldrig.
Jeg må hellere lige få sagt at I ikke kommer til at høre fra mig mere indtil på mandag. Imorgen skal vi nemlig ud at rejse. Vi kører allerede kl 7 om morgenen. Vi skal besøge Bogotá (min fødeby og Colombias hovestad) og en masse andre små byer, se kulturelle ting og steder (*gab*) og på fredag skal vi højst sandsynligt besøge Fana (det børnehjem jeg blev adopteret fra) og få oplysninger så vi kan begynde "jagten" på min biologiske familie. Jeg er først tilbage mandag, så der må jeg få samlet op på det hele og få opdateret jer om turen.

Jeg ligger nu igen på mit værelse. Aner ikke hvor Monica, José Luis og Valeria er taget hen. De har det med forsvinde uden at lade mig det vide, så endnu en gang er jeg blevet ladt alene. Jeg burde nok også se at få pakket, men som jer, der kender mig godt, ved har jeg det med at gøre tingene i sidste øjeblik, men mon ikke jeg når det. Klokken er trods alt kun 18.40 nu.

Jeg savner jer alle sammen helt forfærdeligt stadigvæk. Har fået snakket med min Jesper og Kasper i dag og fået set Richie på kameraet på telefonen. Tænker hver dag på hvor glad jeg er for at mine to dejlige hunde har det godt når jeg ser alle de hjemløse hunde på gaderne. Ville tage dem alle sammen med hjem hvis jeg kunne!! Ved ikke om jeg har nævnt det før, men Monica har givet mig lov til at tage en med hjem til Danmark. Hvis jeg finder en efterladt hvalp, så gør jeg det!!
Det tordner udenfor nu. Gjorde det også helt vildt i nat, så jeg vil tage mig sammen til at pakke, savne jer allesammen noget mere og tænke på hvor godt det bliver at komme hjem!

Vi "ses" på mandag igen!
BESOS xxx

La escuela

¡Buenas noches!

Jeg skrev ikke i går ganske simpelt fordi jeg ikke lavede noget som helst. Da jeg vågnede havde jeg det skidt. Havde ondt i maven og havde ikke lyst til at spise. Havde ikke fået andet om lørdagen end en lille burger, men var slet ikke sulten. Hverken Valeria eller jeg tog med i kirke, selvom det desværre var sidste dag vi kunne nå at se Stefany og hendes familie, da de rejste hjem den dag, så var bare på værelset til om eftermiddagen, hvor vi tog over til José Luis' far og mor, Manuel og Marina, i deres hus lige ved siden af la finca. Marina er vildt god til det med mad, så hun havde selvfølgelig selv lavet bananchips (uden alt det fedende lort i som i DK) og vi fik hver en skål som vi hældte lime-saft ud over og spiste. Det skal lige siges at det var det eneste jeg fik indtil idag. Jeg gik tidligt i seng da vi kom hjem, for skulle tidligt op til morges.

Ja, for her til morges kl. 7:30 kørte Monica og jeg over på den skole jeg skal arbejde på. Personalet var vildt søde. Vi blev vist rundt på skolen af rektor, en lillebitte kvinde med briller, og en ældre dame, som snakkede en blanding af engelsk og spansk til mig og som nu har sat sig for at lære mig spansk helt. :)
Skolen er ikke så slem som jeg troede. Det er godt nok ikke specielt fancy og det er ingenting i forhold til de skoler vi har i Danmark, men jeg blev ganske overrasket. I klasseværelserne er der ingen døre eller vinduer, så det er faktisk bare nogle vægge og et tag, der er sat på udenfor. I de små's afdeling, hvor jeg skal arbejde er alting småt. Det er så nuttet! Bittesmå stole, bittesmå borde - selv toiletterne og håndvaskene er MINI! Mega sødt. På billedet nedenfor kan I se noget af skolen. Billedet er taget fra parkeringspladsen.

Planen er nu at jeg starter med at arbejde der d. 8. august, hvor en bil hver dag jeg skal arbejde holder foran min dør kl. 7:30 og kører mig til skolen (luksus). Mit arbejdstøj skal være jeans og en trøje med enten korte eller lange ærmer. Kommer til at DØ i varmen.. Om morgenen skal jeg tage imod de små børn og hjælpe dem ind på plads i klassen. Børnene er mellem 2 og 4 år (AAAWWWWW!! <3) og jeg skal undervise dem i engelsk sammen med en anden lærer, der har boet i England i 5 år. Skal synge og lege med dem, trøste dem når de græder, hjælpe dem med at spise frokost, osv. Det skal nok blive noget af en prøvelse, men jeg elsker jo børn og er sikkert helt skruk når jeg kommer hjem! Haha. Colombianske børn er bare SÅ meget sødere end nogle andre børn i hele verden!

Efter vi havde været på skolen tog Monica og jeg ud for at få vasket bilen. Jeg sad rigtig og troede at nu skulle vi ind i en vaskehal og så var det hurtigt klaret, men nej da.

Nogle folk bliver, så snart man har parkeret bilen, sat til at finpolere den fuldstændig uden.. OG indeni! Sjældent har jeg set biler blive så pæne og rene! Den så helt ny ud da vi fik den igen, men det tog til gengæld også sin tid. Alt imens de stakkels folk knoklede med at ordne bilen fik Monica og jeg os en Colombiana (en speciel sodavand - smager mega godt!) og kiggede på. Jeg fik mig selvfølgelig også en ny ven. En lille vaskehund, der holdt til ved bilvasken <3

Da vi kom hjem spiste vi empanadas både til middag (jeg elsker dem!!) og havde nogle gæster fra kirken på besøg efter. Valeria og jeg sad og tegnede med deres alt for nuttede lille 3 årige dreng Benjamin i jeg ved ikke hvor lang tid! Da de gik spiste vi igen empanadas til aftensmad (YES!!) og så gik vi ellers bare hver til sit.

Nu er klokken 22:51 og jeg vil hoppe i seng uvidende om hvad jeg skal lave imorgen.
Jeg savner stadig jer allesammen så hjernedødt meget. Det er virkelig svært at bevare fatningen når man hele tiden bare vil hjem. Håber håber håber stadig inderligt at Jesper kan komme herover. Lige pt. virker det som om den her tur aldrig får nogen ende. De måneder virker som hele liv.. Åh, kan ikke vente til at komme hjem! Btw, er der ikke lige nogen der sender en pizza-slice fra Piccolo, nogle hvide chokoladefrøer fra Frelsens, noget sushi fra Goma, nogle cherrytomater med basilikum og feta (BIDDER<3) og noget rugbrød herover? Så ville jeg muligvis kunne leve en uge endnu! SAVNER JER ALLESAMMEN SÅ VILDT MEGET!

Godnat!
BESOS xxx

Nada

Ja, i dag har jeg absolut ikke lavet noget som helst.

Stod sådan forholdsvist sent op. Ved faktisk ikke hvad klokken var. Monica og José Luis var taget over i kirken for at donere blod. De havde en eller anden bloddonor-dag derovre. Er bare glad for jeg slap for nogle nåle! Da de kom hjem tog de Valeria og jeg med ud for at spise hamburgere på et lille fastfood sted tæt på hvor vi bor. Det smagte præcis som Burger King, men det var fint nok. Andet har jeg faktisk ikke spist i dag.

Valeria skulle spille fodboldkamp med nogle fra kirken kl 17, men som de fleste ved hader jeg fodbold så blev bare hjemme. Jeg har ikke haft det særlig godt.. Ud over hjemve og en stadig voldsom trang til at komme hjem, tror jeg at jeg er ved at blive syg.. Det er ikke særlig sjovt. Jeg har hovedpine, ondt i maven, især ondt i ryggen og tror jeg har lidt feber. Imorgen søndag skal vi bare i kirke, men tror ikke jeg orker. Ellers laver man som regelt intet om søndagen herovre. Stefany og hendes familie tar' hjem til USA igen imorgen. Det er jeg ret ked af, men heldigvis har jeg stadig Valeria indtil august, hvor hun også tar' hjem.

Jeg savner jer alle sammen så voldsomt meget. Jeg ønsker mig i tidligt fødselsdagsgave at komme tidligere hjem. Bare en måned! Ville hjælpe på alting, for kan ikke klare at være væk hjemmefra. Udover det er jeg også blevet voldsomt angrebet af myg.. Min venstre overarm er større end alle de hakket steroide makkere's man kan finde i fitnesscentrene i DK. Tarveligt at være så mega buff (selvfølgelig på grund af myggestik) kun på den ene arm! Er ved at dø over at de klør så meget. Myggene er værre her end i Danmark!

Men nu vil jeg ligge mig til at sove - intet spændende i dag hvertfald.
Endnu engang; JEG VIL HJEM OG JEG SAVNER JER!!!!

Godnat!
BESOS xxx

El paraíso!

Overskriften kunne ikke beskrive det bedre!

Efter en dag med afslapning, mad og et hurtigt smut i supermarkedet kaldte Monica Valeria og jeg ud af vores værelser klokken ca. 17:20. Da vi kom ud af huset holdte der ude foran porten en minibus hvor Stefany, Jonathan, Ronald, Vicki, JJ og hans forældre sad. Hurra! Vi sprang ind i bilen og kørte afsted. Vi kørte i ret lang tid op ad bakke hele tiden på en bro, der snoede sig op omkring et af bjergene. Det var en meget smuk tur, og vores chauffør sørgede for god stemning ved at fyre højt op for colombiansk musik og reggaeton som lille JJ glad sang med på. På vejen overhalede vi en mand til hest, der red midt ude på vejen. Folk i bjergene er skøre!

Da vi ankom til stedet var det blevet helt mørkt. Kun nogle lamper lyste indgangen op. Vi fik nogle armbånd på og begyndte at gå op ad nogle stentrapper og så ramte lyset os.



Der var små stiger med sten over det hele og laterne der hang fra træpæle. Ved siden af os hele vejen op løb små vandfald og lavede en hyggelig lyd sammen med chikaderne. Der duftede friskt og det var ligesom at være med i et eventyr at gå rundt der.

Da vi kom op for enden af trappen var det første vi fik øje på det kæmpe vandfald i baggrunden. Man skulle næsten tro at det var noget der var blevet lavet, men nej, naturen havde åbenbart bestemt at vandfaldet skulle løbe så smukt ned af bjergvæggene.



Foran vandfaldet var der varme kilder, så vi skyndte os ned i omklædningsrummene og fik klædt om til badetøj og sprang. Det kan ikke beskrives hvor lækkert det var!



Der var 4 bassiner med forskellig temperatur - alle varme selvfølgelig, der var en restaurant/café/bar, der var mulighed for at gå over og bade under vandfaldet som var koldt, der kolde brusere, spa, osv.
Stefany, Jonathan, Valeria og jeg fik det hurtigt alt for varmt i bassinerne, så vi besluttede os for at gå over til vandfaldet og bade under det. Dog var det kun Jonathan og jeg, der turde. Det var for fedt!
Det var virkelig un paraíso (et paradis)! Alt var så smukt. Alle lysene, vandfaldende, dampen fra vandet og mens man sad og slappede af i kilderne kørte de lækreste colombianske rytmer i baggrunden. Det var som taget ud af en film! Det er hvertfald ikke den sidste aften jeg bruger deroppe!

På vejen hjem var vi meget trætte - og sultne! Jeg havde selvfølgelig igen skippet morgenmaden og kun fået frokost. Vores chauffør var rigtig sød og holdte ind ved en restaurant på vejen. Vi fik alle vildt lækker mad som sædvanligt, drak Colombiana's til (en bestemt sodavand) og snakkede. Da vi skulle til at gå fik Stefany og jeg øje på en hjemløs hund, der havde lagt sig til at sove ved restauranten. Vi kaldte den til os og den kom humpende over. Da den kom helt hen til os så vi at den var blevet skudt i foden. Vi var lige ved at græde! Vi fik heldigvis overbevist restaurantfolkene om at de skulle få den hjulpet, så vi blev til de havde ringet efter nogen, der kunne hjælpe den. Dagens gode gerning.

Vi kørte videre ned at bjerget, men pludselig stoppede chaufføren bilen og udbrød; "¡Mira! -¡Mira!". Vi skyndte os at kigge ud af vinduet og så en kæmpe sort slange, der var ved at krydse vejen. Den var så flot! Vi blev holdende og kiggede på den til den forsvandt helt. Det var rimelig vildt.

Nu er jeg simpelthen så smadret og ligger i min seng. Jeg vil sove lige med det samme - med en film kørende selvfølgelig! Jeg savner jer allesammen! I hører fra mig imorgen.
KAN STADIG IKKE VENTE MED AT KOMME HJEM TIL DANMARK!
Jeg savner især Jesper, pigerne og min familie.
Åh, bliv nu d. 14. oktober så jeg kan komme hjem!

Godnat!
BESOS xxx

La ciudad

Okay.. Jeg ved godt at jeg har været mega lousy til at update de sidste to dage..

MEN nu er jeg her igen og skal nok lige få samlet op på det hele.

I dag har været en stille og rolig dag. Skippede morgenmad og lå i sengen til Monica kaldte på mig. Vi tog en taxa over og spiste frokost hos Mario og Mariella og snakkede lidt bagefter. De er så søde. Fik givet dem den kæmpe æske Merci chokolade jeg havde med til dem fra Danmark og den faldt især i god jord hos Mariella. Hun elsker chokolade! Hun havde før jeg kom herned fået konstateret alzheimers, så hun skulle hele tiden lige være sikker på at det var mig, der kom fra Danmark og høre hvordan min familie havde det. Det mindede mig om min egen mormor og åh, hvor jeg savner min Bedste!

Derefter fulgte vi José Luis på arbejde på gåben. Det lå ikke så langt fra hvor Maria og Mariella bor. Efter vi havde sagt farvel til ham gik Monica, Valeria og jeg en tur rundt i byen. Vi købte film i et slags center, som kun solgte film og sko (ret mærkeligt) og derefter gik vi gennem gaderne ned til en stor, lang gade hvor der var en masse små boder, hvor indianere solgte smykker, tasker, bælter, punge, crackpipes, osv. Der købte jeg et smukt læderarmbånd, som en af indianerne havde siddet og skåret ud - til sølle 6 danske kroner. Skal også lige siges at man kan få enormt smukke wedges (og andre sko) i butikkerne fra 60 danske kroner, så "In that case - Shoes for everyone!" (citat: SATC 2). Hurra!

Der var meget crowded på gaderne; mennesker, hunde, biler, motorcykler, osv. Var (igen) ved at blive kørt ned. Trafikken er forfærdelig! Monica sagde det ikke var en god idé at gå med mit kamera, så jeg lod det blive i tasken, derfor desværre ingen billeder i dag. Det var ellers sjovt at se alle de mærkelige ting de sælger. Alle de ting jeg har aldrig har set før, fx. frugterne. Må hele tiden spørge "hvad er det?", for der er så mange nye ting.
Vi gik også forbi nogle dyrebutikker, hvor jeg fik anledning til at kæle med kaninunger. Aaaaw! Dog var det forfærdeligt at se de forhold dyrene lever under i forretningerne.
Vi besluttede os for at gå hele vejen hjem. Der var alligevel et godt stykke. På vejen så vi børn, der lå på gaden eller rendte rundt og tiggede. Så flere folk, der manglede et øje. En mand sad uden hænder, men med små nærmest knuder for enden begge arme, der var helt udtørrede og betændte med en lille kop foran sig og tiggede penge. Længere henne sad en ældre mand med benet udstrakt og tiggede. På hans ben manglede nærmest hele den ene side af læggen. Der var bare et stort hul af tørt og betændt kød og hud, hvor man kunne kigge næsten helt ind til knoglen.. Jeg bliver ked af at se sådan noget. Ville give dem penge, men Monica sagde jeg ikke måtte. Det tog mig lidt tid at komme over synet af de mennesker.
På vejen hjem stødte på vi på en tattoo/piercing shop. Valeria vil gerne have lavet en piercing og jeg vil så gerne ha' lavet en til tatovering her som et minde, men Monica kiggede bare på os og sagde "Ayy, niñas." og så skød vi tanken fra os, men mon ikke vi kan snige og ned og få lavet en alligevel. ;-) Må vi lige få planlagt.

Da vi kom hjem slappede vi alle af. Jeg skypede og facebook'ede med jer dejlige mennesker. Senere kom Monica op og spurgte om jeg ville med over i kirken med dem, for hun skulle undervise åbenbart. Takkede nej og slappede af for mig selv herhjemme til de kom og hentede mig igen for at tage mig med ud at spise. Vi spiste på en lille gaderestaurant - meget hyggeligt. Vi fik nogle store grillspyd med kød og kartofler, salat og det flade brød ved siden af. Til "dessert" fik vi myntebolsjer med forskellig frugtsmag. Dejligt med lidt let aftensmad.

Nu ligger jeg igen i min seng. Klokken er 23:04 og nu vil jeg med en film kørende igen ligge mig til at sove.
Glæder mig til jeg kan komme hjem til jer alle igen.. Det er helt vildt så meget jeg savner Danmark. Imorgen skal vi et eller andet som indebærer at jeg skal have en varm trøje/jakke med. Andet ved jeg ikke, så vi må se hvad der sker. Updater jer igen imorgen!
JEG SAVNER JER!!!!

Godnat!
BESOS xxx

Kaffe, kaffe og mere kaffe!

...

Parque familiar

Endelig skulle vi foretage os noget igen!

Vågnede tidligt igen (kl. 4:30 ca. Colombiansk tid). Må altså snart lige få mig en døgnrytme..
Skypede med Jesper, Stump og Emily indtil ved en 10-11 tiden, hvor jeg havde gjort mig klar og gik ned til vores søde tjenestepige som selvfølgelig lavede morgenmad. Valeria, José Luis og jeg var alene hjemme indtil frokost, hvor Monica kom og vi alle spiste lækker mad sammen - men i dag vil jeg altså ikke fokusere på maden!

Efter frokost kørte Monica, Valeria og jeg over til Stefanys abuelito (som hende og hendes familie bor ved) for at hente hende og Jonathan. Blev selvfølgelig budt velkommen ved døren af to hjemløse hunde, der lå og chillede i varmen.



Efter at have hentet dem kørte vi til Parque familiar - en stor park med en masse forskellige ting.
På vejen derover kørte vi forbi et meget fattigt kvarter. De boede i små skure, så de måtte lave et ildsted på den anden side af vejen for at kunne koge noget mad sammen til jeg ved ikke hvor mange mennesker i en mellemstor gryde. Hønsenet indhegnede deres "haver", hvor børnene legede og små bullterrier hvalpe tumlede rundt. Jeg tror det ender med at jeg tar' en hund med hjem.. Kan ikke klare at se de små hundehvalpe på gaden!! Og Monica har givet mig lov. Haha.

Køreturen var ikke så lang og snart gik vi ind af indagen til parken. Med det samme besluttede vi os for at vi ville starte med at køre go-carts. Det er altså noget helt andet end i Danmark!



.. Ja, som Stefany sagde, så var de her go-carts altså rimelig ghetto, men lad jer endelig ikke snyde af udseendet, for de kunne virkelig køre stærkt og de rystede helt vildt! Vi var alle fire vildt bange for at køre stærkt, men det var virkelig sjovt! Banen var okay stor og svingene var rimelig drabelige hvis man havde for meget fart på. Nede bagved banen fik vi øje på en til bane som vi selvfølelig også skulle prøve. Vi skiftede go-carts'ne ud med små ATW'ere. Det var rigtig sjovt!

Efter at have fjollet lidt rundt mødtes vi med Stefanys forældre Ronald og Vicki og gik sammen lidt rundt i parken og snakkede om alt og ingenting. Vi gik over en smuk bro og hen mod næste stop.



Næste stop var en lille guidet tur hvor vi skulle se animales domésticos (husdyr). Vores guide hed Margeritha og var mega sød! Hun smilede og grinede, forsøgte sig på virkelig dårligt engelsk, snakkede spansk så man kunne forstå det og fortalte med stor begejstring om hver eneste lille ting.






Klokken er mange nu og jeg er træt efter en hård dag.
Færdiggør lige indlægget imorgen..
SAVNER JER ALLESAMMEN UFORSTÅELIGT MEGET!!!!

Godnat!
BESOS xxx

Today I swear I'm not doing anything

Som overskriften siger...

.. har jeg absolut ikke lavet noget i dag. Vågnede igen mega tidligt (det jetlag der må altså gerne skride), og havde knap nok sovet i nat, men indledte igen dagen med at snakke med Jesper. En god start på dagen er jo altid godt!
Læste lidt i en bog, som jeg for længe siden har fået af min dejlige mormor, der hedder "Under sølvfuglens vinger" - bog om 2. verdenskrig. Love it! Blev så opslugt af den at jeg skippede morgenmaden, men heldigvis gik der ikke længe før der var frokost og vi fik bare så lækker mad!!

Frokost bestod af ris, kød med sådan noget crunchy noget udenpå (og nej, det var ikke skind), kartofler og salat. Kartoflerne smagte præcis som danske kartofler. Det var så nice! De var vendt i noget smeltet smør agtigt noget og hvor vi i Danmark muligvis klipper lidt persille er purløg ud over bruger de i Colombia frisk koriander. Det smager vildt godt!! Meget bedre end persille og purløg. Tro mig! Er faktisk ret vild med den måde de bruger frisk koriander på. Det var også i salaten, sammen med løg, tomater, gulerødder, store blade salat og olie-eddike-nice-krydderier-dressing.

Efter frokost har jeg faktisk bare siddet på computer indtil aftensmaden. Har snakket lidt med jer vidundere hjemme i Danmark, set film og bare.. gloet. Har følt mig ret ensom (igen) i dag og vi nåede ikke at få ringet til Fana.. Håber vi når det imorgen. Til aftensmad fik vi ris, tomatskiver med krydderier og smeltet ost på og noget kød i noget sauce med bløde løg og stegte strimler peberfrygt - og det bedste af alt hernede er at vi næsten altid får friskpresset frugtjuice til alle måltider undtagen morgenmad. Selvfølgelig er det noget nyt frugt hver dag! Kender ikke halvdelen af frugterne hernede med det er bare så lækkert!
Til aftensmaden kom José Luis' søster på besøg. Hun bor kun nogle blokke væk. Hun var her kun kort, men hun var vildt sød og snakkede engelsk! Hun blev rigtig glad da hun så mig, for hun har åbenbart set mig sidst jeg var her - og der var jeg kun 6 uger gammel. Fik selvfølgelig ikke fat i hendes navn.

Men nu vil jeg gå i seng. Klokken er her 23:13 og vi skal ud til nogle store natur/forlystelses/vand-parker imorgen. Tror det er med Stefany og hendes familie, men er ikke helt sikker.
Jeg savner jer alle sammen uendeligt meget! Kan ikke vente til at komme hjem!

Godnat!
BESOS xxx



PS. Hvor er jeg egentlig klam at jeg kun skriver om mad hele tiden.
PPS. JEG SAVNER JER!!!