Bogotá

Efter godt 4 dage er jeg nu tilbage på mit værelse i Pereira.

Og ja.. Turen til Bogotá var en rimelig blandet oplevelse.
Vi skulle rigtigt have blevet der til mandag (dvs. imorgen), men Monica og José Luis var trætte og havde hovedpine, jeg er ved at blive rigtig mærkeligt syg og Valeria var heller ikke helt på toppen, så vi valgte at køre hjem i dag. Inden vi tog afsted i torsdags havde Monica siddet og fortalt Valeria og jeg alt det vi skulle se, men vi nåede kun 2 af de nok 50 ting vi skulle ha' nået, så Valeria og jeg var ret skuffede.

Anyways - Valeria og jeg stod klar til at køre kl 6-7 om morgenen torsdag uvidende om at der ventede os en 7 timers lang køretur! Vi hader begge at køre lang tid i bil. Dødtrætte slugte vi vores morgenmad, satte os ind i bilen og faldt begge omgående i søvn. Heldigvis sov vi i laaaang tid indtil Monica åbnede dørene og vi skulle spise frokost. Det var et hyggeligt lille sted halvvejs oppe af det bjerg vi skulle køre over for at nå Bogotá. Maden de serverede der var meget tradicionelt og stedet var pyntet med traditionelle colombianske ting og små træplader hvorpå der stod skrevet de mærkeligste facts om Colombia, befolkningen, osv. Der var en utrolig smuk udsigt og det vrimlede med små fugle i alverdens farver, som spiste det mad personalet havde stillet ud til dem.



Som I kan se på sidste billede ovenfor kunne man lige plukke en banan på vejen ud og tage med i bilen. Seriøst, der er bananer overalt herovre!! Begynder så småt at kunne forstå hvorfor mine venner og veninder i DK kalder colombianere (eller bare mig) for bananplukkere. Haha.

Vi faldt i søvn igen da vi kom ind i bilen og vågnede nogle timer før vores destination. Turen føltes som en evighed og det blev koldere og koldere nu tættere vi kom på Bogotá, som bød os velkommen med kulde, blæst og silende regn! I Bogotá er trafikken værre end i Pereira. Det er virkelig sindssygt. Valeria og jeg sad klinet til sæderne af frygt for at vi sikkert ville køre galt. På grund af den voldsomme trafik, der forekommer om eftermiddagen gjorde vi holdt ved en turistattraktion Plaza del minero - en saltmine, som rummede smukke kapeller. José Luis havde kørt hele vejen fra Pereira, så han var så træt, at han lagde sig til at sove i bilen mens vi andre gik ind i minen ledsaget af en sød engelsktalende guide, der hed Miguel, som fortalte med en sådan entusiasme, at det var svært at holde masken.




Det var måske lige en tand for kulturelt at være i saltminen, men flot var det, ingen tvivl om det. Minen var udsmykket med et stort antal kapeller, kors, statuer i forskellige materialer, marmor, bassiner med saltvand, der lignede spejle, lys, osv. Det var vildt at se hvordan saltet piblede frem som hvidt, hårdt, skinnende skum på væggene. Miguel gav Valeria og jeg saltkrystaller og en anden slags sten som vi kunne tage med hjem. De er rigtig fine. Købte også en halskæde med en stor udskåret saltsten/krystal (??) - det er virkelig et nice og specielt statementsmykke.

Da vi kom ud igen var det blevet mørkt og endnu mere koldt. Vi kæmpede os videre gennem trafikken og nåede til sidst tempelpladsen hvor vi skulle bo.



Vi blev indlogeret i tempelpræsidenten og hans kones lejlighed, og nej, jeg vil ikke engang kalde det en lejlighed for det var nærmere en suite! Som om vi ikke har det luksuriøst nok i forvejen.. Selvfølgelig fik vi eget badeværelse, osv. og tjenestepigen Rosita opvartede os som var vi kongelige. Tempelpræsidenten Jorge og hans kone Carlotica er nok nogle af de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt. Konstant fik jeg kram, kys og klap på hovedet, som var jeg en lille pige, og konstant skulle jeg vide hvor smuk jeg var, hvor højt de elskede mig, osv. De skulle selvfølgelig vide en masse om Danmark og min familie. Forresten, Marisol, hvis du læser det her, så skal jeg hilse dig og din familie tusind gange fra dem!
Efter dejlig aftensmad, et bad og lidt hyggesnak gik vi alle i seng ved en 23-tiden, for vi skulle tideligt op!

Næste morgen blev vi vækket kl 7. Fik et hurtigt bad og noget morgenmad. Morgenmad var scrambled eggs, arepa (navnet på det flade brød - endelig huskede jeg det!) og en slags choko-kaffe-drik. Jeg drak det ikke. Carlotica spurgte hvorfor jeg dog ikke havde drukket det, og da jeg sagde jeg ikke kunne lide det, fik hun helt dårlig samvittighed over at have serveret noget jeg ikke brød mig om, så hun satte straks Rosita til at lave friskpresset appelsinjuice til mig, hvilket jeg også fik de andre morgener. Spørg mig lige om jeg er forkælet!

José Luis skulle i templet, så Monica, Valeria og jeg fik (selvfølgelig) en chauffør, som skulle køre os rundt. Vi skulle køre Valeria over til hendes skolekammerat/kusine fra Florida, som var på ferie hos sin bedstemor, ikke så langt fra templet. De skulle tilbringe dagen og natten sammen. Da vi havde sat hende af begav vi os på vej til turens, for mit vedkommende, højdepunkt nemlig Fana (det børnehjem jeg blev adopteret fra), som lå lidt udenfor Bogotá. Da vi holdt ude foran porten til stedet var der en vagt, som selvfølgelig ikke ville lukke os ind fordi vi ikke havde en aftale med nogen derinde, og nøøj, hvor blev jeg sur.. Efter Monica i lang tid havde prøvet at få ham overtalt og fortalt min situation begyndte jeg at skælde ud på en blanding af engelsk, spansk og dansk, for jeg er seriøst ikke taget hele vejen fra Danmark for ikke at blive lukket ind når hende fra børnehjemmet jeg havde snakket med i telefonen havde sagt at vi bare kunne dukke op. Jeg tror jeg fik gjort min pointe rimelig klar og fik nok også skræmt ham lidt (men altså, sydamerikanere har bare et stort temperament!), for han lukkede os hvertfald ind med det samme jeg var færdig med at skælde ud. Jeg elskede stedet fra starten af.
Flor Angela, den sød ældre kvinde som jeg havde snakket i telefon med og som vi skulle mødes med, var ikke mødt endnu og ville først møde mellem kl. 9 og halv 10. Klokken var kun 8.30 da vi var der, så vi satte os pænt og ventede. En ung, sød pige kom og spurgte om vi ville have en rundvisning og selvfølgelig ville vi det.

For første gang følte jeg andet end savn til jer derhjemme. For hvert eneste rum vi gik ind i, hver eneste sætning vores "guide" sagde og for hvert eneste barn jeg hilste på blev jeg mere og mere glad. Det var et ret følelsesladet besøg og seriøst, jeg ved godt, at alle børn er smukke, søde og dejlige, men intet kan hamle op med colombianske unger. De er simpelthen alt for søde! Kan slet ikke klare at se noget så nuttet. Ville tage dem allesammen med hjem! Tænk at børn kan være så glade, så opdragne og så kærlige på samme tid! Da vi blev vist rundt fik vi lov at hilse på og sidde med de helt små babyer og så snart vi kom over til de lidt ældre børn blev vi mødt af store smil og fik store kram. Ingen var generte. De var bare fulde af kærlighed til hele verden og det var virkelig et højdepunkt at vi kom på besøg.




Det er utroligt hvad Fana gør for de børn. Ikke blot lader de kvinder få et hjem mens de er gravide, sørger for de får ordentlig pleje under graviditeten og sørger for at de føder ordentligt - de har også for nyligt startet en slags dagpleje for alle børnene rundt i kvarteret (det er et meget fattigt kvarter!), hvor de kan få lov til at lege med børnene fra børnehjemmet, få mad og være i sikkerhed hver dag fra kl. 8-16, selvfølgelig uden at forældrene skal betale noget. De har fundet hjem til over 40.000 børn i den tid Fana har eksisteret. Jeg syntes det er så fantastisk! Noget af det bedste ved besøget var, da vi kom over i en bygning hvor der var en masse forskellige rum med forskellige navne. I hvert rum kunne børnene i grupper lave aktiviteter som dans, tegning, osv. Der var også et fortællings-rum, hvor børnene kunne få en middagslur mens de fik læst forskellige historier. Da vi blev vist rundt derinde var der nogle hold med handicappede børn og det er virkelig vildt så godt som personalet tager sig af dem. En lille dreng med down-syndrom, som befandt sig i danserummet kom over til døren, kiggede på os, krammede mig, vinkede og sendte mig fingerkys. Jeg kunne have begyndt at tude! Han var så sød og så glad, som om alt i verden bare var godt. Ydermere faldt jeg pladask for denne lille, dansende skønhed;



Hun hed Mona og stjal mit hjerte ved første øjekast. Jeg var klar til udfylde adoptionspapirerne med det samme! Det eneste hun ville var at danse hele tiden og høre musikken. Hun smilede, grinede, vinkede og ville have mig til at danse med hende. Det er så vildt så fantastiske de børn er.

Efter at have sagt farvel til de dejlige små skabninger blev jeg vist ind på Flor Angelas kontor. Hun er en rar dame og hun var så glad for at et af deres tidligere børn 18 år efter vendte tilbage. Hun blev ved med at give udtryk for hvor godt det var. Hun kaldte mig ved mit colombianske navn. Det var mærkeligt at høre nogle kalde mig det. Jeg er jo vandt til at hedde Amalie eller Malli, men jeg elskede at hun kaldte mig Lorena. Hun snakkede vildt meget og endelig gav hun mig en stak papirer, de papirer jeg har ventet på.

Min biologiske mor hedder Sandra Patricia Vargas Infante og fødte mig (Lorena Vargas) d. 18. september 1992 kl 1:30 om natten på hospitalet San Ignacio i Bogotá. Grunden til hun valgte at bortadoptere mig var, at hun ønskede at jeg kunne få et godt liv og få alt det hun ikke selv var i stand til at give mig. Hun kunne på det tidspunkt ikke tage vare på 2 små børn (dvs. jeg har en storebror eller en storesøster), da hun ingen støtte fik fra hverken sin familie eller min far (som jeg der ikke findes nogle oplysninger om). Hun var dengang 23 år. Hun er født d. 21. december 1968, er 152 cm høj (forklarer nok min højde), har samme hudfarve som mig og har en skrift, der minder lidt om min egen. Jeg har fået en kopi af hendes identitetskort (sådan et får alle når de fylder 18 i Colombia) og der er et billede på fra da hun var 18 år. Desværre kan man intet se andet end et omrids af hendes hår, ansigt og øjne og jeg fik ikke andre billeder af se derovre. Det var jeg lidt ærget over, men til gengæld er jeg lykkelig over at vi nu kan gå i gang med at lede efter hende. Vi skal prøve at finde hende via. TV og radio og tempelpræsidentens søde datter har en veninde som også kan hjælpe os. Det er hun i gang med at få ordnet. Det er spændende, men det er vist stadig ikke helt gået op for mig.

Efter besøget på Fana kørte vi hjem og Monica tog med de andre i templet, så jeg passede mig selv i 2 timer, hvor jeg fik læst min bog fra Bedste færdig og sovet lidt. Carlotica vækkede mig og jeg spiste frokost med dem. Deres datter,, som jeg tidligere nævnte, var kommet på besøg og spiste med os. Hun var så sød og hun elskede mig med det samme. Hun var der desværre ikke særlig lang tid, men hun lovede at hjælpe mig med at finde min mor og gav mig nok ca. omkring 100 farvelkys. Derefter tog de andre igen i templet og jeg var endnu engang overladt til mig selv. Jeg begyndte på at læse en ny bog, som jeg har fået af min mor, fik et langt dejlig varmt karbad og ellers stod den bare på The Kardashians (mit nye yndlingsshow), Chelsea Lately, After Lately, Dawson's Creek, Sex & the City, Million Dollar Baby, Project Runway, Top 25 blonds og Girls of the Playboy Mansion i fjernsynet. Da de andre kom hjem bestilte vi pizza og drak Colombiana og derefter fortsatte jeg med mine latterlige serier til kl lort om natten. Har stadig problemer med at sove.

Næste dag stod vi igen tidligt op og hentede Valeria og hendes veninde/kusine/whatever. Kusinen var rigtig sød, men okay, ond som jeg er havde jeg så svært ved at tage hende seriøst, for aldrig i mit liv havde jeg troet at et menneske kunne have et så vildt stort underbid. Underbiddet var ledsaget af en bøjle og hun svært overvægtig for at sige det pænt. Men okay, jeg fik et godt grin og de var sjove at være sammen med. De er begge 15 år og jeg nød virkelig at høre på deres teenagesnak om hvor meget de elsker Justin Bieber, hvor vildt det bliver når de starter på highschool og se på hvordan de gjorde grin med alle de taberagtige personer på deres skole. De to kunne lave en ny "Not another teen movie". Vi skulle køre op og se en kirke på toppen af et bjerg, men da vejret var for dårligt og for koldt droppede Monica og José Luis det da vi næsten var der, så vi kørte rundt forgæves i 4 timer. Heldigvis fik vi god frokost. Vi fik kæmpeburritos med alt muligt lækkert i. Desværre kan jeg stadig ikke rigtig spise noget. Har ikke lyst til mad. Jeg kan ikke engang føle sult mere. Valeria, hendes veninde og jeg snakkede om at lave en sleepover, men Monica sagde selvfølgelig at det kunne der ikke være tale om for vi skulle køre hjem kl 5 næste morgen. Da vi kom tilbage til tempelpræsidenten og hans kone slog Valeria og jeg tiden ihjel ved at rende rundt og udforske området, blive gode venner med portvagten, rende rundt besøgscenteret og til sidst blev vi så gennemblødte at regnen at vi gik hjem. De andre bestilte aftensmad til os alle fra Kokoriko's (den fastfoodrestaurant som jeg elsker og har nævnt i tidligere indlæg) og vi holdte os oppe med læsning og fjernsyn til ret sent, så vi kunne være trætte og sove i bilen dagen efter.

Turen hjem tog uendeligt lang tid. Søndagstrafikken var helt latterlig både på vej op og på ved ned af bjerget. Vi stoppede på vej op og fik noget morgenmad. Fik en ny lille ven; den smukkeste kat jeg nogensinde har set. Bestilte kun lidt scrambled eggs (kan bare ikke spise noget) og noget friskpresset appelsinjuice. Vi fik hurtigt spist og vi kørte videre. Oppe på toppen af bjerget gik trafikken helt i stå fordi vi kørte midt i skyerne, så der var tåget over alt og jeg kunne bare ikke sove, hvilket irriterede mig grænseløst! Efter mere end 7 timer var vi næsten hjemme og stoppede ved en restaurant for at få frokost. Endnu engang spiste jeg kun nogle få skefulde suppe. Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede, for bagved restauranten havde de alverdens dyr! Heste, æsler, blandinger af heste og æsler, alle mulige slags høns, kaniner (og kaninbabyer!! Aww), køer, gede, får, you name it.. Kunne altså ikke lade vær' at tage et billede af denne;



Nu ligger jeg igen i min seng. Klokken er 02:10 om natten, så vil hoppe i seng. Jeg er ved at blive rigtig syg tror jeg. Spiser ikke, har ondt overalt og sover ikke. Jeg savner jer alle så meget. Er nået til et punkt hvor jeg er helt tom indeni og jeg kan ikke føle andet end savn. Uanset hvor gode mennesker er ved mig føler jeg mig alene, utryg og ja.. tom. Jeg har ikke noget humør mere. Aner ikke om jeg er glad eller ked af det. Det eneste jeg ved er bare, at jeg savner alt derhjemme. Virkelig alt! Jeg elsker jer!

Godnat!
BESOS xxx